|
I en lille landsby uden for den serbiske hovedstad Beograd føres to mennesker sammen af skæbnen. Lazar kommer hjem efter ti års fængsel for at bosætte sig i sin afdøde mors hus. I huset finder han en kvinde, som sammen med sin autistiske 12-årige datter har bosat sig i det tomme hus. Lazar vil først smide dem ud, men forbarmer sig. Snart opstår der et varmt venskab mellem især Lazar og den autistiske pige, der begynder at åbne mere op. Lazar kæmper selv med svære traumer efter på grufuld vis at have oplevet sine serbiske soldaterkammerater begå brutale drab på civile. På overfladen handler det om autisme. Men dybere nede også om et helt folks autisme – om et helt folks mentale flugt fra den ubærlige virkelighed, der omgiver dem.
|
|