Volcano er en islandsk film om en mand, der sent i livet opdager, hvad der gør livet værd at leve - en smuk, rørende og vemodig sidste akt i en kærlighedshistorie mellem 2 helt almindelige mennesker - og spillefilmsdebut af Rúnar Rúnarsson, som regnes for et af Nordens største talenter.
Den gnavne, pensionerede pedel Hannes havde nok regnet med at han kunne fortsætte sin tavse cigaretrygning og den evige brok over maden, men bliver på brutal vis tvunget til at tage sit livs vinter op til alvorlig overvejelse. Efter et mislykket selvmordsforsøg og en altomvæltende uforudset begivenhed, må Hannes se sig selv i øjnene og blive voksen på ny. Rúnarsson udfolder det fængende eksistentielle drama med et gnistrende klart talent for forbløffende troværdig og underspillet realisme. VOLCANO udfordrer på forfriskende vis fastgroede fordomme om alderdom og overflødighed med vulkanøens evigt ulmende undergrund som et bevægende og barskt metaforisk bagtæppe.